For et par uger siden fyldte jeg 25 år. Et kvart århundrede, som jeg pænt fik at vide af venner og familie. Nok er jeg ved at være oppe i årene (host host), men jeg skal stadig fejres med gaver, flag og fødselsdagsboller i børnefødselsdagsstil! Og fejret blev jeg rigtig fint af mine nærmeste med masser af fine gaver (bl.a. EN LILLA BRØDRISTER!!) og jeg havde en rigtig dejlig dag.
I år kastede jeg mig ud i at lave hjemmelavede kanelstænger og jeg siger bare WOW – det er nok en af de bedste kager, jeg nogensinde har lavet. Kanelstængerne er lavet af den lækreste luftige gærdej og fyldt med kanelremonce og hjemmelavet kagecreme med vanille. Det bliver bare ikke bedre! Det er en tung sag og man kan højst spise et par skiver, men så er der bare mere til dagen efter!
Ælt dejen til en glat og smidig dej, der hæver i en halv times tid. Lav imens kagecreme og kanelremonce klar. Kagecremen skal køle helt af, før den kan smøres på dejen, så sæt den i køleskabet.
Halvdelen af gærdejen rulles ud til en stor firkant. Jeg vil anbefale dig at rulle den ud på et stykke bagepapir som jeg har gjort, da den så er nemmere at få ned på bagepladen bagefter, når den er fyldt med remonce og creme. Smør halvdelen af remoncen på firkanten inde på midten, så der er dej tilbage til at lave strimler af. Dæk remoncen med kagecreme. Skær nu strimler i gærdejen – jeg skar 12 strimler. Disse strimler skal bruges til at flette med. Start fra en ende af og flet strimlerne ind over hinanden – skiftevis en strimmel fra hver side.
Det er vigtigt at enderne på kanelstangen foldes rigtig godt ind, da fyldet ellers vil flyde ud af kanelstangen, når den bliver bagt. Hvis du har kommet fyld helt ud til kanten kan du eventuelt lige skrabe lidt af. Der skal være dej nok til, at den kan foldes ind under de to yderste strimler. Pres lidt på enderne, så du er sikker på, at de holder tæt.
Gentag processen med den anden kanelstang. Pensl kanelstængerne grundigt med æg. Sørg for at komme ned imellem strimlerne så fyldet ikke kan flyde ud, hvis der er nogle små sprækker. Bag kanelstængerne ved XX grader i XX minutter, til de er gyldenbrune og lad dem køle af på en bagerist. Når de er kølet helt af kan de pyntes med glasur.
Resultatet er en konge kanelstang med den lækreste remonce- og cremefyld.
Pynt kanelstængerne med flag hvis der er en anledning og nyd denne guddommelige kage!
Skal du holde fødselsdag? Så se også disse opskrifter:
- 25 g gær
- 1½ dl vand
- 50 g sukker
- ½ tsk salt
- 1 tsk kardemomme
- 35 g smeltet smør
- 1 æg
- 450 g mel
- 1 portion kagecreme
- 100 g blødt smør
- 100 g brun farin
- 3 tsk stødt kanel
- 1 æg til pensling
- 150 g glasur
- Vand til omrøring
- Rør gærret ud i vandet i en stor skål. Tilsæt sukker, salt, kardemomme, smeltet smør og æg. Ælt nu mel i lidt efter lidt, til du får en glat og smidig dej. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i cirka 30 minutter.
- Lav imens kagecremen efter instrukserne i opskriften. Stil cremen i køleskabet så den kan køle af. Lav remoncen ved at mose alle ingredienserne sammen med en gaffel i en lille skål.
- Del gærdejen i to og rul hver del ud til en stor firkant – det er en god idé at rulle den ud på bagepapir, så kanelstangen nemt kan flyttes over på en bageplade bagefter. Fordel remoncen på midten af firkanten så der er to sider uden remonce. Kom kagecreme ovenpå remoncen.
- Skær de bare sider af kanelstangen i strimler – jeg skar 12 strimler på mine. Fold nu strimlerne ind over hinanden skiftevis fra hver side. Flet hele kanelstangen. Fold enderne af kanelstangen godt ind og tryk til, så fyldet ikke kan ryge ud når den bages.
- Pensl kanelstængerne grundigt med æg og bag dem ved 200 grader almindelig ovn i 15-18 minutter, til de er gyldenbrune. Lad kanelstængerne køle af på en bagerist.
- Rør glasuren og pynt kanelstængerne, når de er kølet helt af.